Jeg har selv været til foredrag med Zornig, hun fortalte om hendes liv som barn, hvilket jeg blev meget rørt over, krummede undervejs også mine tæer...
Mener også der har været en udsendelse om hende på tv osse...
Jeg vil gerne anbefale denne bog til andre, man læser om uddrag fra hendes liv med hendes forældre og brødre... Mange ting har hun været igennem, men man ser også hvor lidt hjælp de får og faktisk også bliver ignoreret... Forstår sagtens hende vrede...
Et par forord fra bogen...
Zornig - Vrede er mit mellemnavn er Lisbeth Zornig Andersen vidnesbyrd om sin egen opvækst i et underdanmark, som er skjult for de fleste. Det er en usentimental beretning om den tavse, snavsede, magre pige med vorter på hænderne og kronisk øjenbetændelse, som vokser op med en voldelig stedfar, der misbruger hende seksuelt, og en mor , der lader det ske.
Om en barndom tilbragt på værtshuse, børnehjem og ungdomsinstitution. Vi følger, hvordan Lisbeth og hendes tre brødre langsomt nedbrydes i et hjem, hvor man kun får noget at spise, hvis man kan holde mund ved bordet og kan fiske maden op fra kogende vand
- hvis der da overhovedet er mad.
Bogen er en uhyggelig og hjerteskærende skildring af, hvordan vi som samfund svigter dem, der har mest brug for hjælp.
Men den viser også, hvordan enkeltpersoner gør en forskel for Lisbeth ved at række en hjælpende hånd, give hende opmærksomhed og nærhed samt - ikke mindst - en oplevelse af, at livet kan leves på andre måder.
Hermed et lille uddrag fra bogen.
... Herefter tænder Karen kameraet. Jeg bevæger mig rundt i rummet og svarer på ting, Karen spørger mig om. Så spørger hun, om jeg vil synge en sang. Jeg synger et par sange, som jeg kan huske teksten på, og så slukker hun kameraet. Herefter putter hun videofilmen i en afspiller, og så kigger vi på det sammen.
Jeg har en hæslig stemme, synes jeg. Og jeg er alt for tynd og rundrygget. Med alt for store kinder. Alt det siger jeg til Karen.
"Ved du, hvad jeg ser Lisbeth? Jeg ser en ung pige, der har båret alt, alt for mange byrder på sine unge skuldre," siger hun.
Og så kan jeg ikke holde tårerne tilbage mere. Jeg græder og græder, mens jeg forsøger at fortælle om Jan og mors overgreb i Torrig.
Jeg kunne fortælle så mange andre forfærdelige oplevelser, men det var den ting, der faldt mig ind.
Jeg fortæller Karen detaljer, hvad der foregik, hvad der blev sagt undervejs, hvor ofte, og at de begge var med, men at mor tydeligvis ikke brød sig om det.
Hun kunne bare ikke undslå sig. Hun kunne ikke beskytte mig. Jeg fortæller, at mor siger, Jan skal passe på, at det ikke kan ses. At jeg, oplevede det som, at mine ord ikke ville tælle - men kun fysiske beviser. Jeg hikster det frem med hovedet, boret ind i karens skulder. Jeg kan ikke se karens ansigt, og jeg har heller ikke lyst.
Jeg vil ikke have, hun bliver skræmt. Hun holder om mig, indtil gråden bliver til en snøften, og jeg overmandes af træthed. Noget, jeg næsten aldrig føler...
Zornig beskriver det ret godt....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar